Uha, det er hårdt at træne lydighed

Hvis jeg nogle gange har syntes, at jeg har været træt eller øm i benene af at træne agility, er det ingenting i forhold til at træne lydighed. Jeg er lige kommet hjem fra lydighedstræning og er bare øm i hele kroppen… vi har trænet felt-søg, hvor der er lagt forskellige genstande ud på et 30*30m område. Kopy er enorm hurtig til at finde en genstand – men aflevere den… det har han ikke lige så meget lyst til. Så jeg må ud og løbe: først væk fra ham, og da han overhaler mig med genstanden i munden, vender jeg om og løber den anden vej, indtil han igen overhaler mig – ja sådan fortsætter vi en laaaaang tid.
Okay, næste gang vi så prøver, har jeg en lang line på ham. Jamen, så har jeg da styr på ham og jeg behøver ikke at løbe. Men jeg tog fejl; da Kopy samler genstanden op, kalder jeg på ham, mens jeg løber baglæns (og løber og løber) og til sidst kommer han hen til mig. Og her skal man jo ikke bare hive genstanden ud af munden på hunden og sige ‘dygtig’, men i stedet lege med hunden – hunden trækker og du følger med så hunden vinder og du slipper og løber baglæns indtil hunden afleverer genstanden til dig – og sådan fortsætter man nogle gange. Ja, nu tror jeg faktisk, at jeg har løbet en hel kilometer baglæns i dag 😉

Vi fik alle opgaver for til næste gang (som vi selv helt frit vælger), og jeg valgte at træne på aflevering af genstande – så nu kommer jeg i rigtig god løbe-baglæns-form – findes der egentlig en OL disciplin i det?  😉