Elliot var til kontrol i onsdags

I onsdags var Elliot til kontrol hos dyrlægen for at få tjekket, om der er styr på infektionen. Vi var ikke inde hos min sædvanlige dyrlæge, men en anden, som vi har været ved et par gange før. Det første han spurgte om var, om jeg havde en urinprøve fra Elliot med. Det havde jeg ikke, for jeg fik at vide sidste gang, at urinprøven skulle tages med et kateter. Dyrlægen rynker brynene og kigger på Elliot. Dyrlægen mærker på størrelsen af blæren og nogle andre steder. Dyrlægen drejer hovedet hen til Elliot’s hoved og siger: “Hvor er du bare en dygtig hund”, og det får Elliot til hurtigt at vende sit hoved mod hans og lige give et hurtigt slik på dyrlægens næse. Det er typisk Elliot – andre dyrlæger bliver forskrækkede, når han gør det, men ham her grinede bare 🙂
Dyrlægen finder et kateter og spørger om Elliot skal stå eller ligge ned. Sidste gang stod han op og der var slet ingen problemer med at føre det op. Dyrlægen fører meget, meget forsigtigt kateteret op – for forsigtigt, for det gjorde Elliot lidt nervøs, så han strammede sammen og dyrlægen kunne ikke få en dråbe urin ud. Jeg gik hen og tog en håndfuld godbidder fra krukken, og så var Elliot ellers bare ivrig for at få fat på dem – og det gjorde, at han slappede af og dyrlægen kunne nu få fyldt hele sprøjten 😉
Dyrlægen siger til mig: “Det er altid en fornøjelse at have dine hunde i konsultation. De forholder sig altid roligt lige meget hvad” 🙂

Elliot har luret, at dyrlægen synes han er skøn, så da vi skulle betale, stirrede Elliot skiftevis intenst på dyrlægen og på krukken med godbidder. Og det gav selvfølgelig pote – dyrlægen stikker hånden i godbidskrukken, hvorefter Elliot sætter sig op i “egern”-positionen – og det fik han jo flere godbidder for 😉

Jeg fik resultatet er urinprøven igår, og den viste desværre, at der stadig er blodlegemer i urinen 🙁 Nu skal Elliot på en 14-dages penicilinkur og så skal der igen tages en urinprøve. Dyrlægen var ikke så begejstret for forløbet, så jeg fik at vide, at jeg skulle holde meget øje med Elliot…
Jeg synes så ikke, at han skal med til Jylland i weekenden og være i en kold hal, så heldigvis kan Lone passe ham – og der elsker Elliot bare at være 🙂