I dagens avis er der en artikel om Golfbanens Skræk. Ikke fordi golf interesserer mig, men artiklen beskrev, hvor psykisk krævende spillet er, og når der går ged i det hele, skyldes det ofte ballade i den mentale lejr. Det var det, der vakte min interesse, for minder det ikke meget om agility?!
Artiklen beskriver to venner med vidt forskellig personligheder, der er ude og spille. Den ene starter med at slå bolden af banen og han bliver irriteret over det, og begynder straks at tvivle på sit spil. Da han tager næste bold, er han stadig oppe at køre, hvilket resulterer i endnu et dårligt slag. Han kan slet ikke leve op til sine egne forventninger, og det bliver sværere og sværere for ham at matche vennen. Og værre bliver det, at vennen kommer med gode råd om, hvordan hans stil er.
Da vennen selv skal slå til bolden, bliver slaget ikke helt den succes, som han havde håbet på, men han tænker: næste slag klarer jeg. Og de næste slag klarer han. Men vennens sure miner og frustrationer påvirker ham, og de vælger at droppe resten af spillet.
Ja, minder det ikke om mange situationer vi har oplevet omkring agilitybanerne ?! 🙂
Artiklen beskriver desuden, at vi grundlægger dele af vores reaktionsmønstre allerede i vores første leveår, og når vi er 12 år, lever vi stort set med de samme vaner resten af livet – medmindre de bearbejdes…
De gode råd, der beskrives er, hvis man ender i den negative spiral, skal man:
- droppe al negativ analyse
- tro på dig selv (tænk på, hvor mange gange før, det er lykkedes)
- bliv i nuet (tag en forhindring ad gangen)
- verdens klogeste ville sige til dig: slap dog af !
- spørg dig selv, hvorfor du begyndte at løbe agility (for at have en givende samvær med hunden eller for at være en tordensky?)
- hvis noget ikke virker, så gør noget andet (sæt dig nogle andre mål, såsom rigtig slalomindgang eller felter)
- sig undskyld til dem, du kommer til at snerre ad
Og er man vennen, kan man:
- Gå tæt på vedkommende. Fortæl, at vennens opførsel også påvirker dig. Spørg, hvordan du kan hjælpe.
- Er tilbagemeldingen: pas dig selv. Så gør det. Koncentrer dig om dine egne løb. Der er ikke noget at stille op, vennen er udenfor pædagogisk rækkevidde.
- Hvis vennen ikke selv senere på dagen lægger op til at snakke, så tag initiativet og fortæl, at vennen ødelægger alt for sig selv ved at tackle problemerne, som vennen gør.
Og husk til sidst: man præsterer bedre på glæde end på vrede 😉
Skriv et svar