Efter at have fået en lang lur på sofaen igår eftermiddags og have sovet ni timer i nat, var jeg væsentlig mere frisk i dag – så det lykkedes mig at være koncentreret hele banen igennem 😉
Og der var sandelig behov for at være koncentreret, for hold op, hvor jeg synes klasse 1 banerne er blevet svære – der er mange skift (skift bag hunden og tage imod) på banen, selv kunne søge tunnel-indgange, der ikke er synlige, svære slalom-indgange og rigtig mange fælder (forhindring lige for er ikke den, hunden skal tage), forhindringerne står tæt, tunneller under feltforhindringer, efter vippen et flyvespring ud i ingenting, osv. – ja, jeg har løbet klasse 3 baner, der var nemmere end agilitybanen idag (jo jo.. det er godt nok et par år siden 😉 )
Jeg havde lovet mig selv: ingen tyvstarter i dag. Og det må Kopy have følt, for han blev bare siddende som var han naglet til jorden 🙂
Vi skulle starte med agilitybanen, og jeg var lettere chokeret over sværhedsgraden – men tænkte, at det må gå, som det går. Ca fire gange på banen, lå der noget lige for hunden, som den ikke skulle tage, og to gange skulle de ud og hente en forhindring. Så med stor koncentration fra min side lige fra første spring, fik vi et fantastisk godt løb – et sted på banen skal de hente et spring og ikke tage det tunnelhul, der lå lige for, og der kommer jeg desværre til at kalde lidt for tidligt, så Kopy river springet – men ellers et fejlfrit løb.
Der var kun en enkelt fejlfri i klassen, og vi blev nr 2 – 8 sekunder hurtigere end vinderen – så nu må jeg vist hellere holde op med at kalde Kopy for min bryggerhest 😉
Her er løbet, dog mangler de første tre forhindringer at blive filmet:
[youtube
Springbanens sværhedsgrad hørte også til den høje ende. Kopy misforstår mig et sted, og bliver i tvivl om, hvilket spring han skal tage af de to på linie, så han løber imellem og tager det bagfra 🙁
Jeg tager sektionen om, og han gør det så helt rigtigt denne gang. Slalom tager han bare i flot stil, selvom jeg pressede ham i indgangen. Efter en langside, hvor hundene løber i lige linie frem over spring og flyv, ligger en tunnel og trækker, men hundene skal dreje skarpt til højre og tage et spring i stedet – det var der ikke mange af hundene, der gjorde – ej heller Kopy. Men der var meget bedre flow i banen, hvis hunden tog tunnellen og springet til højre bagefter – så den bane løb vi 🙂
[youtube
Efter stævnet går Lene og jeg en lang tur med hundene. Vi kommer til en indhegning, hvor der går nogle får. Kopy får øje på fårene og er straks klar til at hyrde lidt på dem. Sejt nok, så der var lige en rigtig god mulighed for at træne ham et par gange i at flytte sig til højre og venstre (som han skal kunne, når vi fradriver fårene og skal have dem i fangefolden). Fårene står ca 50m inde på marken, men der går ikke ret lang tid, førend de opdager Kopy. Fårene begynder så at samle sig og da jeg flytter Kopy længere mod højre, begynder fårene at flytte sig til venstre. Jeg var godt nok overrasket over, at han kunne flytte fårene på den afstand – han har mere tryk end jeg lige har troet!
Så det har været en rigtig god dag for Kopy: agility og får 😀
Elliot har også hygget sig enormt i dag. Hanne sad i teltet ved siden af, og Elliot har et utal af gange gået hen til Hanne og udført sit egern-trick, for så falder der godbidder af hver gang 😀
Skriv et svar