Vores første træningsgang hos DCH

Det har næsten været helt umuligt at finde et sted at træne lydighed med Kopy. Alle steder har meldt alt optaget. Men søndag aften ringede de fra DCH og kunne tilbyde os en plads på deres C2 hold (for dem, der næsten er konkurrenceklar). Jeg måtte lige indskyde, at vi er langt fra “næsten klar” til at gå til konkurrence. Men siden Kopy kan gå spor og vi har prøvet mange af øvelserne (såsom rondering og feltsøg), så mente de nok, at vi ville få noget ud af at gå på det hold.

Vi skulle starte med at gå spor – 4 korte spor, for at lære hundene en god opstart til sporet. Cool, tænkte jeg, for så kunne Kopy lige brilliere – men de ord måtte jeg tage i mig igen, for Kopy var ikke koncentreret om det og kunne også nå at kigge efter fugle og de andre hunde… Instruktøren sagde pænt, at det hun ønsker er en hund, der går med snuden helt nede ved jorden. Hun gav mig nogle tips til, hvordan jeg kunne træne det med Kopy. Jeg skal bl.a. lægge en godbid (i mikrostørrelse) foran skosnuden for hvert skridt jeg tager. Der er åbenbart en dansker, som flere gange har vundet spor-VM, og det er mange af hans principper, der trænes efter i klubben.

Bagefter vi havde gået spor, skulle vi lave nogle kontakt-øvelser. Det gik også fint, indtil de andre begyndte at cirkle omkring os – så cirklede Kopy’s hoved også 🙂
Men i sit, dæk og stå-øvelserne var Kopy bare en stjerne, for han blev i positionen, selvom de andre legede lige ved siden af! 😀

Det var en enorm positiv oplevelse og jeg fik rigtig mange fif med hjem – især er jeg glad for tipset med at holde linen bagom ryggen, når jeg skal lave plads-øvelser 🙂