Ribe Hundevenner
Igen i år er jeg blevet inviteret af Ribe Hundevenner til at undervise på et ugekursus i agility. I år havde jeg dog dobbelt så mange ekvipager, med større spredning på niveauet, end sidste år. Det er absolut ingen loppetjans at stå i 6 timer i bagende solskin og undervise – men det glemmer jeg gerne, når jeg først er i gang 🙂
Det er enormt givende, at se på en hundefører, komme med et forslag til at handle (engelsk udtryk for at håndtere) hunden på anden vis, og se det virke – og så se smilet i folks ansigter 😀
Jeg havde håbet på, at jeg kunne nå at komme til Jylland om lørdagen, så jeg kunne se, hvordan de forskellige ekvipager klarede sig til landsholdssamlingen, som også blev afholdt hos Ribe Hundevenner. Der er specielt fire, som jeg synes har været suveræne og som har udviklet sig meget siden sidste år – altså både hund og fører.
Kopy og Belto
Selvfølgelig var hundene med. Jeg tog til Jylland om søndagen og boede hos min veninde, der bor 15 km fra den nye træningsplads. Jeg var lidt spændt på, om Kopy kunne kende Belto (min venindes border collie han på 3 år) og om de ville lege lige så godt sammen, som sidst vi så hinanden. Kopy ville hellere lege med Cilia (en sheltie tæve på 8 år) og ville ikke “dele” hende med Belto.
Næste morgen luftede jeg mine hunde og derefter lukkede jeg Elliot ind til Cilia og Belto ud til Kopy – der var lidt høj haleføring og de skulede til hinanden – jeg kaldte på dem og gik ned mod marken. De kom løbende imod mig, men skulede til hinanden og da de nåede mig, lagde Kopy sig ned og kiggede væk. Belto gik nogle skridt og Kopy rejste sig, men da Belto kiggede på ham igen, lagde han sig igen ned. Belto gik et par skridt og Kopy rejser sig og de kigger på hinanden i nogle sekunder, hvorefter de sætter af i fuld fart og spæner afsted alt hvad de kan – i starten med afstand til hinanden, men lidt efter lidt begynder de også at krydse ind foran hinanden og skubbe til hinanden – efter at have leget i en lille halv times tid hænger tungerne laaangt ud af halsen på dem 😀
På træningspladsen
Jeg havde taget to hvalpegårde og telt med og regnede jo så med, at hundene ville værdsætte den store plads de så ville have at være i, når jeg skulle undervise. Men jeg tog fejl: Elliot ville helst være i bilen, som holdt mellem hvalpegården og træningsarealet. Hver gang vi var på vej hen i hvalpegården, skyndte han sig at hoppe ind i bilen. Så han fik sin “vilje” – jeg lod fordørene og bagsmækken stå åben, så kunne han være der – og hoppe ud af bilen og lægge sig under den, når det blev for varmt.
Kopy ville heller ikke være i hvalpegården – først fik han skubbet den væk fra campingvognen og kom ud den vej. Da den så blev sat fast til jorden, flyttede han tingene jeg havde lagt under campingvognen og kom ud den vej. Næste sted han fandt ud af, at komme ud, var at møve sige ud under teltet. Og til sidst fandt han jo ud af, at han sagtens kunne springe over hvalpegården…. Så det endte med, at han stod bundet i sin sele inden i hvalpegården. Da han fandt ud af, at jeg mente, at han skulle blive der, kunne han også være i hvalpegården uden at stå bundet. Der var dog et par hunde, der kører i et højt stress/gø-niveau, og så kunne han ikke lade være med at hoppe over og løbe hen til mig.
Svømning
Der blev tid til at tage ned og svømme med hundene. Elliot er vild med det, men Kopy har aldrig prøvet at svømme. De fik begge en redningsvest på og så fik Elliot først en tur i vandet. Damen fra hundesvømningsstedet hjalp med at få Kopy i vandet. Han syntes absolut ikke, at det var sjovt, og plaskede løs med forbenene – og ja, jeg blev drivvåd fra top til tå – det eneste tørre sted var ryggen. Damen trak i et par waders og hoppede i bassinet til Kopy. Det hjalp, for han startede så med at svømme rigtigt. Efter en pause, prøvede jeg selv at få ham i vandet – det ville han stadig ikke gerne, men når han først var i vandet, svømmede han efter legetøjet. Så nu håber jeg, at han ikke er så vandskræk, når vi nu kommer på stranden 😉
Ribe
På vej tilbage efter hundesvømningen, kørte jeg ind til Ribe – egentlig bare for at købe noget after sun lotion. Men da jeg kom ind til Ribe, blev jeg pludselig ramt af en hjemlængsel og måtte bare lige forbi Domkirken. Vejene omkring Domkirken er blevet renoveret og der er lagt brosten på gaderne, så de nu passer ind i stilen med resten af Ribe’s indre by. Jeg parkerede udenfor min gamle lejlighed, gik om hjørnet og kiggede lige ind til vores stamværtshus, som helt lignede sig selv 🙂 Domkirken ligger skråt overfor, så den gik jeg en tur rundt om, men ikke ind i, for der måtte hundene ikke komme med. Jeg gik videre ned ad gågaden og da jeg kom til Skibbroen – uden at tænke videre over det, drejede jeg ned ad gaden og gik hen til min venindes restaurant (vi har kendt hinanden siden vi var 6 år gamle). Hun overtog Restaurant Sælhunden sidste år i marts, men da jeg var i Ribe sidste år, føltes det ikke rigtigt at besøge hende der – men der var jeg heller ikke alene. Jeg har ikke set hende i næsten 6 år, men vi har fulgt hinanden gennem vores forældre. Min veninde var heldigvis på arbejde, så jeg fik en super lækker frokost og vi fik snakket i timevis 😀
Hjemturen
Jeg kørte hjem sent om aftenen og som sædvanlig holdt jeg en luftepause ved Knudshoved. Det var suverænt timet, for mens jeg luftede hundene på stranden, oplevede jeg den smukkeste solnedgang 🙂
Hjemme igen
Efter så mange dage væk hjemmefra, og hvor der er sket meget for både mig og hundene, så kan man rigtigt mærke trætheden nu, hvor vi er kommet hjem. Især er Kopy træt, for han har aldrig været på campingtur før, og så har han kigget på hunde løbe agility i seks timer om dagen – så nu har han luret alle tricks’ene og ved nu, hvad der venter ham 😀
Skriv et svar