Min dygtige lille hyrdehund

Til hyrdetræningen i dag, var Kopy en stjerne – intet mindre 😉

Jeg lagde ud med at have Kopy om fangefolden og jeg indenfor. I de første minutter af træningen har Kopy det med at “låse” fast, det vil sige, at når han har lagt sig ned, så bliver han liggende, selvom jeg flytter mig og han ikke er i balance med mig og fårene mere. Så for at få ham op og stå og flytte sig, må jeg gå direkte hen mod ham og sige en eller anden lyd.
Men i dag gjorde han det ikke – med det samme jeg flyttede mig, så flyttede han sig også – og han galloperede endda rundt – og han gjorde bare alt rigtigt… wow! det hænger nok mere sammen end jeg regnede med, at jeg føler, at jeg har helt styr på situationen, og koncentrerede mig om fårene og ikke at glo på Kopy 😀

Da vi var på løse får (hvor fårene går frit rundt på en mark), fortsatte vi i samme flotte stil. Og om ikke Kopy er begyndt at gallopere rundt for at komme i balance! Jeg skulle træne udløb med Kopy, og da han nærmede mig, så sagde jeg den kommando, der betyder at løbe højre eller venstre rundt om fårene – og det gjorde en stor forskel – for så var det, at han begyndte at gallopere. Så den “lille lydige” hund har nok været i tvivl, om han måtte løbe forbi mig, når nu jeg har kaldt på ham… eller også er han bare blevet det mere tændt og sikker?!

Men det var godt nok svært at holde armene nede på vej hjem 😉