Drivning og vendinger

Drivning og 90° vendinger var dagens tema til hyrdetræning. Jeg fik vores træner til først at træne det med Kopy, for når jeg fjumser i det og ikke er klar i kropssproget, så sker det, at Kopy kommer alt, alt for tæt på fårene. Men når træneren øver det med Kopy, så er han ikke i tvivl om, hvad han skal gøre og holder sig på behørig afstand (og ligner en rigtig hyrdehund, der ikke har bestilt andet “hele” hans liv 🙂 ). Desuden lærer man jo også en del at se på andre, og især når det er ens egen hund.

Kopy gjorde så flot – og jeg sagde til vores træner, at border collie klubben afholder hyrdeprøver i august, og at han hellere må afsætte den dato nu – jeg er ikke sikker på, at han forstod hintet 😉 Men han mente, at Kopy bestemt ville være klar til en klasse 1 prøve i august!

Ja, så blev det min tur, og kunne jeg gøre det lige så godt? Jeg var fuldt koncentreret og følte at jeg havde helt styr på mit kropssprog og kunne se, at Kopy havde fuld tillid til mig. I stedet for at stoppe op, når jeg havde drejet mig 90° i forhold til fårene, skulle jeg bevæge mig baglæns – og det gjorde en kæmpe forskel, for Kopy løb fint om i balance i forhold til mig og satte farten ned ind mod fårene – sådan!! Kun en enkelt gang fjumsede jeg, og Kopy kom løbende hen med en retning alt for tæt på fårene – det lykkedes mig at træde ud mod ham, så han fik øget afstanden – ja, det er sådan set første gang, at jeg har handlet instinktivt og har været på forkant med situationen ved at få fortalt ham, at det er “mine” får og han skal holde sig på afstand. Klapper lige mig selv på skulderen 😀

Vores næste tur lavede jeg 7-8 vendinger ned ad marken og det gik bare så godt: Kopy bevægede sig som han skulle, stillede sig korrekt i balance og fulgte med i passende tempo – det gik bare som en leg og det var svært ikke at hoppe af glæde. Endelig har jeg forstået at styre mit kropssprog 😀