Stupide mig…

Åhh… nogle gange ville jeg bare ønske, at man kunne skrue tiden tilbage og derved undgå at gøre stupide ting… Jeg føler mig ikke lige frem som Månedens Hundeejer – men som Månedens Fjols…

Og hvorfor lige det? Kopy har jo fået konstateret lungeorm, dog var der ikke så mange i prøverne – men de var der. På gåturene har Kopy løbet rundt og der har ikke været noget at mærke på ham. Derfor tænkte jeg igår, at vi kunne træne lidt slalom. Jeg sætter slalompindene op og træner det nogle gange. En af naboerne kommer forbi og vi sludrer lidt, hvorefter jeg samler pindene, så de næsten står lodret. Jeg sender Kopy ind i slalom, men han springer de sidste to pinde over – hvilket han også gør de næste to gange – så jeg vinkler den næstsidste pind lidt og så går det fint.
Lone med Fabi dukker op, og Fabi prøver lige slalom et par gange. Og så vil jeg liiige sende Kopy ind en sidste gang (jeg havde nemlig glemt alt om lungeormene), men han begynder at løbe forbi de første porte, men efter 4. forsøg gør han det rigtigt, og vi stopper. Jeg samler pindene sammen og vil gå hjem med dem.
Jeg sætter snoren i Kopy og går 5 meter, men så begynder Kopy at gå mærkeligt; han runder ryggen og løfter forbenet op og ligesom trykker benet ind mod ribbenene, sætter benet ned og gør det samme med modsatte ben. Sådan går han et par skridt, men så lægger han sig langsomt ned og ligger helt stille og er stiv, munden er lukket men mundvigene er trukket frem og han stirrer tomt frem. Jeg panikker heldigvis ikke i sådanne situationer (det vil jo nok bare forværre alt), så derfor sætter mig hos ham og aer ham på hovedet, men han reagerer ikke på det…
Jeg vælger at bære ham de 20 meter hjem og får ham ind og ligge på gulvet i stuen. Jeg sætter mig på gulvet ved ham og han prøver at rejse sig, men er groggy, så han lægger sig hen over benene på mig. Der ligger han et stykke tid, hvorefter han begynder at savle. Han liver stille og roligt op og begynder at logre og kigge rundt. Pludselig rejser han sig for at gå hen til Lone, men han vakler noget på benene. Han lægger sig hos Lone og hun kæler ham. Lidt efter tilbyder Lone at lufte Elliot og rejser sig for at gå med hundene (Elliot og Fabi). Ja, så rejser Kopy sig også og løber ud til døren – han vil da også med.
Gad vide hvor længe han havde haft det godt, men bare simuleret “stakkels hund”?! 😉

Der har ikke været noget at mærke på ham her til morgen eller eftermiddagslufteturen – han løb rundt som han plejede (dog foregik en del af turen i snor).

Og hvad skete der så? Jeg konsulterede dyrlægen, som efter at have stillet diverse spørgsmål, såsom om benene havde cyklet på ham, så var hun sikker på, at han på grund af lungeormene “bare” havde tabt vejret og derfor kollapsede. Så nu er der dømt kortere ture og ingen træning førend lungeormekuren er færdig.

Nej, så jeg er ikke lige frem stolt over mig selv – tænk at jeg kunne glemme lungeormene… Sikke en lærestreg til mig…