Året 2009

Dette år har været et begivenhedsrigt år – der er rigtig mange glæder at se tilbage på, men også nogle sorger..

I julen sidste år valgte jeg, at Elliot skulle på “alderdomshjem” hos min mor. Det var et svært valg, men Elliot stortrives nu. Min mor kan opfylde en gammel hunds behov og Elliot bliver ikke hele tiden mindet om de ting han ikke kan mere (altså løbe agility, som han elskede allermest). Jeg er nu glad for, at jeg ikke var egoistisk og have Elliot hos mig, for jeg kan se, at han er blomstret op igen – han var jo vant til at være verdens centrum – hvilket han også er blevet igen 🙂

Året startede lidt træls ud med, at Kopy fik konstateret hjerte-/lungeorm for gud ved for hvilken gang. Men han kom over det og der var heldigvis ikke sket skade på hans hjerte eller lunger. Så vi startede derefter op på træningen igen. Det var altid en stor fornøjelse at træne med Kopy – han ydede altid sit bedste – og hvad mere kan man ønske sig af en hund?! 😀 

Til agility begyndte Kopy nu at løbe rigtigt stærkt og var teknisk også udviklet sig enormt og blevet ret så rutineret – og han var blevet så super sej til alle vinkler på slalomindgangene. Så jeg glædede mig enormt til at skulle til Vikinge Agility Week med ham i Norge.

Til lydighedstræningen tog han også et kvante-spring og kunne næsten hele LP3 programmet. Selv indkald (med stå), apport og næseprøve havde Kopy nu forstået, at man skulle spæne hurtigt tilbage 🙂 Og fri ved fod, det var som at træne med Elliot! Kopy synes nu denne øvelse var kanon sjov, så han gik bare så flot! Så planen var, at vi skulle debutere aller senest til BCK klubmesterskabet.

Og hyrdetræningen begyndte også at gå rigtigt godt. Jeg var på et par kurser med Kopy og tingene faldt lissom på plads efter det. Så optimismen om at stille op i klasse 1 blev fornyet 🙂

Men en kombination af blodparasitter, borrelia og en lang operation skulle vise sig at være fatal for Kopy.. Hold op, hvor var de 5 dage han svingede mellem liv og død hårde. Jeg ville have givet alt for, at han overlevede… Alle planerne med ham mht agility, lydighed og hyrdning betød faktisk ikke alverden – det var tiden med ham og hans underfundige påhit, der fik ham ind under huden på mig. Så glad en hund skal man lede længe efter. Hvis man kan sige en hund har humor, så havde Kopy bestemt det. Jeg savner ham stadig enormt meget – men er super glad for, at jeg oplevede ham – selvom det blot blev til 3 år.

Men kan man undvære en hund, når man har haft hund i 20 år? Jeg kunne ikke.. men en lille hvalp, der skal pottetrænes og lange arbejdsdage går ikke ligefrem hånd i hånd. Derudover ville jeg også være sikker på, at jeg ikke fik en hund for tidligt – for det ville ikke være fair overfor den. Jette ville gerne overlade Sookie til mig. Sookie var et halvt år gammel og vi aftalte, at hun kunne bo hos mig i to uger, og så kunne vi se, om det gik. Men allerede efter en uge, vidste jeg, at Sookie ikke skulle tilbage – så sød, blid og stærk en hund (og samtidig en rigtig vildbasse), der hviler så meget i sig selv, har jeg ikke oplevet før 🙂

I starten trænede jeg ikke rigtigt noget med Sookie. Jeg ville bare have, at hun skulle vænne sig til mig og min dagligdag – og føle sig hjemme hos mig. Jeg skulle jo også lære Sookie at kende, altså, hvordan hun reagerer i forskellige situationer og hvordan hun gør sig erfaringer. Vigtige ting at vide, så jeg ikke kommer til at overskride hendes grænser.

Jeg er glad for, at jeg brugte den tid på at lære Sookie at kende. Hun tænker og lærer meget anderledes end Elliot og Kopy gjorde. Elliot erfarede at “A” var det rigtige, men for at være sikker, så skulle han prøve “B”, og “C”, og “D” indtil han havde været alle muligheder igennem og så sad “A” lige i skabet – Kopy var knap så undersøgende, men æblet falder jo ikke langt fra stammen 😉 
Sookie derimod har en fotografisk hukommelse – har man gjort tingene en enkelt gang på én måde, så er det brændt ind i hukommelsen. For eksempel øvede jeg “elefanten” og kommer til at holde godbidden for højt, så Sookie træder op på baljen med bagbenene også – det synes jeg jo var lidt sjovt, så jeg roser og giver hende en godbid – efter dette, tror hun nu, at sådan er øvelsen; altså gå om baljen den ene og den anden vej et antal gange for tilsidst at stille sig med alle fire poter på baljen.
Det er jo dejligt, ikke at blive udfordret af de “smart-kloge” border collier, men det betyder jeg bliver nødt til at strukturere min træning (og ikke mindst mig selv 😉 ), hvis jeg vil undgå at Sookie indlærer noget forkert.

Jeg er startet på hvalpeagility med Sookie. Det synes hun er fantastisk sjovt – især når vi kommer til træning. Jeg er gået igang med springtekniktræning, så hun kan få den bedst mulige springteknik. Hun kommer jo nok til at deltage i “stor” klasse, så hun kommer til at springe ret så højt set i forhold til hendes størrelse. Derfor er jeg også startet med at svømme med Sookie, så hun kan få udviklet musklerne i bagparten bedst muligt.

Jeg er også startet på at hyrde med Sookie. Hold dog op, hvor er hun sej til det! Så fedt med en hund, der ikke kunne finde på, at komme for tæt på fårene og derved stresse dem 🙂 Så drømmen og at stille op i klasse 1 lever videre med Sookie.

Sookie har også to gange været på udstilling og begge gange fået bedømmelsen “excellent” – det havde jeg ikke lige forventet, for hun er jo ud af arbejdslinier og ikke udstillingslinier. Så forhåbentlig er jeg så heldig at have en arbejdsom smuk hund 😉

Ja, året 2009 gik ikke helt som jeg troede.. Kopy’s minde vil jeg altid ære.. men selv den sværeste afslutning kan være begyndelsen til noget nyt.. Så mit ønske for 2010 vil være, at Sookie og jeg får en masse gode oplevelser sammen – og også sammen med mange af jer læsere 😀

Godt Nytår allesammen!