Hundeåret 2011

Godt Nytår til jer alle!

Godt Nytår til jer alle!

Tak til alle jer læsere, der i 2011 har gidet læse om vores bedrifter og hverdag 😀 Kort opsummeret, var 2011 et år fuld af oplevelser, men også året, hvor der måtte tages afsked..

Elliot

I april sagde jeg farvel til min fantastisk dejlige hund, Elliot.. han var absolut en ener og jeg er ham så evigt taknemmelig for alle de oplevelser, vi fik sammen – både til konkurrencer og i hverdagen. Elliot blev næsten 15 år gammel – selvom 15 år er mange år, er det bare ikke nok! Elliot, du vil aldrig blive glemt…

Sookie

Sidst på året fyldte Sookie 3 år. Jeg synes vi har nået langt i år og jeg er rigtig godt tilfreds med det, vi har opnået. Vi har dog ikke haft mange fejlfrie løb i agility, hvilket skyldes en kombination af, at jeg vil afprøve nogle andre handlings-teknikker og at jeg har ændret metode på balancebomsfeltet – dog har Sookie suverænt vundet alle de løb, som har givet pinde og flere gange haft den suveræn hurtigste tid, men med fejl – så det er jeg absolut ikke utilfreds med 🙂

Vi rykkede også til hyrdetræningen, men det sidste halve år, har jeg desværre ikke fået trænet jævnligt – jeg havde ellers regnet med, at vi skulle stille op i en klasse 1 hyrdeprøve i efteråret eller i starten af dette år – men det bliver lige skubbet ud i fremtiden, da jeg ikke lige har nogle får i nærheden, som vi kan træne på.

Vini

I 2011 kom Vini til og flyttede ind hos mig i sommer. I daglig omtale bliver hun kaldt Vini-Vildbasse – hun kaster sig på en super fornuftig måde ud i al ting. Hun hviler i sig selv og er simpelthen så klog og lærenem, og samtidig er der god fart på hende – ja, en mere lækker hvalp er nok svær at finde 😉

Lolabuland Camp i Slovenien

I april tog jeg på road trip til Slovenien for at deltage i Silvia Trkmans trænings camp. Undervejs besøgte vi flere byer og Sookie kom til at overnatte mange forskellige steder og blev i den grad udsat for bylivet. Det rigtig gode ved sådan en tur er, at man finder ud af, hvordan ens hund trives ved sådanne omskiftende overnatningssteder og nye byer – Sookie tog det absolut fint og var helt afslappet over, blandt andet at skulle være alene i et hotelværelse, når jeg var  nede og få morgenmad.

Camp’en var også ret fedt at opleve – en hel dag med træning, dog havde jeg kun havde tilmeldt Sookie til et af kurserne. Dejligt, at have en hund, der ikke bliver varm i hovedet af en hel uges træning eller pga varmen – og ej bliver påvirket af, at der er en masse ikke-flinke-hunde på holdet, men holder fokus på at arbejde 😀

Det var sjovt at være med på camp’en og lære en masse – så derfor har jeg planlagt en tur derned igen i år 😀

Dania Cup

Det blev kun til et enkelt fejlfrit løb til Dania Cup – men det er nu absolut fint nok. Banerne er lidt sværere end normalt til disse ugestævner, og feltforhindringerne var lige blevet malet og var ret glatte – især i regnen og om morgenen, når duggen lå – så Sookie stod ikke ordentlig fast på forhindringerne til at klare løbefelterne. I springløbene gik det egentlig okay, der var mange gode momenter, men timingen var ikke altid på plads. Havde Sookie ikke revet en pind eller havde fået feltet, så kunne hun et par gange have være placeret i top 10 af 250 hunde. Sookie er god til at slappe af, så det var mig, der var mest træt i slutningen af ugen (var dog også blevet forkølet) 😉

Løbefelter

Da jeg sidste år besluttede mig for at gentræne feltet på balancebommen til løbefelter, var det mest fordi Sookie ikke løb så hurtigt, og at jeg trængte til lidt nye udfordringer. Måske er det netop dette, der fik Sookie til at sætte farten på agilitybanen væsentlig op 🙂 Det gik egentlig hurtigt, at få Sookie til at ændre mønstret til løbefelt. Men da jeg skulle prøve en anden balancebom, var det nærmest en fiasko. Her blev det først klart for mig, at plankerne på balancebomme kan variere op til 60 cm på hver planke.. det gør det ikke nemt at have løbefelter.. men så hørte jeg, at fra 2012 må længderne max variere 20 cm, og skulle passe med plus/minus 10 cm fra den balancebom, jeg har trænet Sookie på – jubiii 😀 Dog er det kun til de til de store mesterskaber – men klubberne plejer hurtigt at følge med.

Især selvtræningen har været succesfuld. Når vi træner på hold, har succesraten ikke været så høj – så nu er jeg lige gået tilbage til at belønne hvert enkelt felt. Til stævnerne har feltet nærmest været ikke eksisterende. Jeg har sagt, at jeg ville give det et år – altså 2011 – og var felterne ikke på plads, ville jeg gå tilbage. Men nu har jeg besluttet at give det et år mere 😉 Mest af alt fordi jeg slet ikke har fået trænet løbefeltet i hele efteråret, med undtagelse af nogle få gange, så kun til træning – og den anden grund er, at det passer mit efterhånden gamle skelet bedre, at bare løbe end at skulle stoppe op, holde øje med om hunden er på rette punkt, får den får lov at løbe videre 😉

Og nu har jeg meldt Vini til Silvia Trkman’s langdistance undervisning i løbefelter – og så er Sookie også med til at få lært det grundlæggende (igen).

Godt Nytår

Hverken Vini eller Sookie reagerer negativt på al fyrværkeriet – så vi kom godt igennem natten 😀 Håber også I kom godt ind i det nye år og I ønskes alle et godt Nytår med mange sjove og gode oplevelser med jeres hunde – jeg glæder mig ihvertfald til de mange sjove timer, vi skal have sammen 😀