Fanget!

Det må være årstiden der gør, at musene og mosegrisene kommer frem fra deres underjordiske huler – og det har fået Kopy helt op på mærkerne. Når han går hen ad stien, er det på listefødder – han stopper af og til op og lytter og hovedet går på skrå fra den ene side til den anden. Når han så har hørt en mus eller mosegris i det høje græs, stopper han op med fronten i mod den og forsigtigt tager han bagbenene helt ind under maven, så han står spændt som en flitsbue. Han lytter et øjeblik og laver så et kattehop op i luften og lander 1-1½ meter inde i græsset med forbenene samlet og hovedet nede ved jorden.
Det gjorde han her på lufteturen, hvor jeg fulgtes med en anden hundeejer, som fuldstændig var betaget af, at en så stor en hund kan bevæge sig så stille og forsigtigt. Kopy står med hovedet nede i græsset og jeg går hen til ham, og siger han skal stoppe. Han tager hovedet op og træder et skridt tilbage. Til min store forundring, ligger der en brun tilsavlet mus eller mosegris i græsset, som efter at være sluppet fri af “fangeskabet”, skynder sig at løbe ned i et hul.
Det er egentligt utroligt, at han ikke gør de dyr han fanger noget (indtil videre er det 3 mosegrise/mus og et egern) – det er nu rart, at han ikke spiser dem 🙂
Måske Kopy nu kan lejes ud som professionel mosegris-fanger?! 😀