Det går fremad med hyrdetræningen

Hyrdetræningen var rykket en time, hvilket jeg havde glemt, så jeg kom en time for tidligt… og jeg var endda lidt stolt over mig selv for at komme til tiden 😉 Jeg benyttede så lejligheden til at gå en lang tur hen over markerne – her så jeg fire fasanhaner, tre dådyr, en ræv og flere egern. Solen var ved at bryde igennem skyerne, så det gav de flotteste solstråler. Der lå stadig rimfrost, så naturen var bare fantastisk flot.

Måske var det denne oplevelse af den smukke natur, der gav mig sådan en ro, da jeg så trænede Kopy. Det var nogle nye får, der var mere vimse (det er nok ikke den rigtige betegnelse, men de flyttede sig nemmere og hurtigere). Kopy klarede det bare så flot inde i fangefolden, fårene har respekt for ham (altså, de stiller sig ikke op og prøver ham af) og jeg havde helt styr på, om jeg skulle gå den ene eller anden vej og hvornår jeg skulle stille mig med front ind mod fårene 😀

I og med det går så godt, så skulle vi efter pausen træne på løse får (altså får, der går rundt på marken og ikke i en fold). Det var jeg temmelig spændt på, for jeg så i ånden en flok får spæne afsted med Kopy efter sig… og selvfølgelig når man tænker sådanne tanker, så er man mere stiv og virker nervøs, hvilket jo også påvirker hunden. Så første gang, havde jeg travlt med at styre hund og får… ja, jeg vil ønske man kan sige: “freeze” til fårene og så de stopper op og står helt stille. For så vil jeg have en muligheden for at få tænkt: “får der, hund derovre og jeg her – hvad er det smarteste at gøre nu”? 🙂
Vi holdte en pause og jeg kiggede på de andre og prøvede at regne ud, hvornår de gjorde hvad (og jeg blev lettere mobbet, da jeg ikke vidste, hvad et gimmerlam er 😉 ).
Da det blev Kopy’s tur igen, havde jeg følelsen af, at det her har jeg styr på. Og har man den tiltro til sig selv, ja, så har hunden det også, og så går alting jo bare bedre 🙂
Kopy ville gerne op og stoppe fårene, altså der hvor jeg står/går, for det mener han, at han er bedre til end mig – hvilket han også er 😉 Men denne gang forstod jeg, at jeg bare skulle blive ved med at bevæge mig baglæns, hvor fårene har front mod mig, så blev Kopy bagved 🙂

Kopy bevæger sig forsigtigt og roligt omkring fårene. Jeg fik at vide, at det er typisk hanhunde-dovenskab. Men Kopy har aldrig været den type hund, der bulrer frem. Han er typen, der først når han ved, hvad det er jeg vil have ham til, sætter fart på. Så jeg regner med, at han nok skal sætte mere fart på, når han bliver mere sikker – ellers må jeg sætte et egern på ryggen af fårene, så skal han nok få flyttet sig i en fart 😀