Det er så skønt at gå langs åen, hvor jeg bor – naturen er simpelthen så flot – på den ene side er en smal snoet skovsti, skrænter og kuperet terræn, men det er svært at se, hvem der kommer os i møde. Der er et par hunde, som jeg nødig vil møde – den ene er sådan set skyld i, at Elliot’s agilitykarriere sluttede og den anden er en rigtig slagsbror, der har fået bidt noget af øret af i en slåskamp. Og derudover er der mange løbere og mountainbikere som pludselig dukker op rundt om hjørnet. Så derfor har jeg ikke gået langs den side af åen det sidste års tid, for jeg ville ikke gerne have, at Kopy fik en uheldig oplevelse. Elliot har jeg lært at løbe oppe på skrænterne – en pindeleg – og så er det jo nemt at gå med ham der, for så er sandsynligheden for at blive trampet ned af en løber eller kørt ned at en cykel ikke så stor, og kommer der en “dum” hund, så opdager de sjældent, at han er deroppe 😀
Men nu er Kopy snart 2 år, så nu må han have fysikken til at kunne løbe op og ned ad skrænterne. Derfor er han blevet introduceret for finde-pinde-legen. Den leg har han taget til sig, og han bliver nu på skrænterne, når vi går ved åen. Når vi går i skoven, finder han nu også gerne en pind – alt lige fra små kviste til 1½ meter lange grene – som han leger med (legene ser sjove ud 🙂 ).
Efter Kopy ikke har lavet andet end at gå små ture den sidste uge, er han begyndt at kede sig lidt. Så vi har været ude og træne lidt lydighed i dag – i meget små intervaller ad gangen (jo, jeg har lært lidt af sidste weekends oplevelse 😉 ). Og tænk sig, denne pindeleg har været givtig for lydighedstræningen, for nu er Kopy begyndt at holde fast omkring apporten uden mere at rulle den rundt i munden på vej tilbage til mig.
Havde nogen fortalt mig, at pindeleg vil kunne styrke en hunds apport, ville jeg nok have tvivlet lidt 🙂
Skriv et svar