Foranlediget af gårsdagens hændelse til agilitytræningen med Kopy, er der nu kommet andre boller på suppen: “Jeg styrer – du adlyder!”. Ja, det er strengt – men den unge herre trænger til at få sat nogle grænser. Kopy er en kær hund, og har et rigtigt godt hundesprog, så der er aldrig ballade med ham, når vi møder andre hunde på gåturen – derfor har han fået lov til at gøre som han vil – hilse, lege eller bare gå videre.
Men igår var det ikke så smart, at han synes han skulle løbe efter en hund, der løb på den anden bane. For det gad denne hund da absolut ikke finde sig i, og da det går op for Kopy, er de begge desværre endt op ad hækken, så Kopy havde ingen mulighed for at slippe væk. Så for første gang (og forhåbentlig sidste), var han oppe at toppes med en anden hund.. øv øv øv.. jeg var rasende.. ikke på den anden hund eller Kopy, men på mig selv – for hvordan skal han lige kende forskel på situationerne?!.. da jeg nåede hen til Kopy, så han noget brødebetynget ud, og det blev ikke bedre af, at Kopy ingen halsbånd har på, så jeg må holde ham i pelsen på kraven på vej tilbage. Og yderligere får han da lige et: “føj, hvor er du grim!” med på vejen. Kopy er absolut ikke vant til at få skæld ud eller at jeg råber ad ham, så det er enormt effektfuld, når det så endelig sker – så den unge herre opførte sig eksemplarisk derefter. Han havde absolut ikke øje for de andre hunde, og gik stille og roligt rundt ved siden af mig.
På gåturen i eftermiddags, fik Kopy ikke lov til at hilse på en ny hund, for nu ville jeg bestemme om han skal hilse eller ej. Han ville gerne hen og hilse på, og så sit snit til at lade som om, han løb efter en fugl, for derefter at sætte retning mod hunden. Der lød et meget bestemt: “nej, kom!” fra mig, og Kopy vendte om og havde ørerne helt tilbage og logrede (som om han sagde: øh hovsa, undskyld, det var en fejl). Senere på gåturen ser jeg et par dådyrkid. Hundene får også øje på dem, men de vendte om og kom med det samme, da jeg kaldte – så jeg var glad for, at jeg lige lidt tidligere havde opridset grænserne for Kopy 🙂
TIl hyrdetræningen her til aften, var jeg fast besluttet på samme spilleregler: “jeg styrer – du adlyder”. Jeg har lagt mærke til, at når Kopy synes, at der skal gang i fårene og jeg, så løber han lige en tur rundt tæt om fårene, for så bevæger vi os igen. Dette ville jeg ikke have skete. Så da han prøvede på det, lød der et primal-skrig fra mig, og Kopy kastede sig ned og var noget overrasket – ja, så var han kureret for det 😀
En enkelt eller to gange mere måtte jeg lige hæve stemmen, men ellers gik det bare så godt. Sikkert fordi jeg udstrålede, at jeg styrer, og du adlyder, og det fik Kopy til at arbejde roligt og koncentreret – vores udløb, drivning, og vendinger gik bare så godt 😀
Men der var et får af anden race i flokken, og det får havde det med at bevæge sig væk fra de andre. Hundene har så tendens til at løbe efter dette får, men i stedet skal man flytte de andre får hen til det ene får. Mens vi drev flokken, ville dette ene får til at stikke af – der var stor træk op mod stalden. Kopy ville til at løbe efter, men jeg træder et skridt til siden, hvilket får Kopy til at flytte sig væk fra fåret, men så kommer han tæt på de andre får, som så løb frem – og den ene ramte mit ben – må sige, at det sørme gør nas at blive ramt af et tykpandet får lige under knæet 🙁
Og jeg som havde moret mig lidt over en af de andre kursister, der tager knæbind på til træningen – ja, den der ler sidst, ler bedst 😉
Men nu må vi se, hvor længe den “strenge” opdragelse skal vare ved – har jo svært ved at være streng over for ham – men jeg ønsker jo heller ikke en hund, der ikke selv kan tage et initiativ 😉
Skriv et svar