Agilitykursus på Fyn

I weekenden var jeg på Fyn og afholde agilitykursus. Nøj, hvor var der skønt! Landskabet var så smukt, tæt på havet og et rigt dyreliv – ja, jeg så endda en havørn 🙂

Der deltog tolv på kurset, hvor kun to af hundene var sheltier og en enkelt border collie og ellers et væld af andre racer – bl.a. en corgi, “bomuldshund” og golden retriever – dejligt at se andre racer repræsenteret 🙂

Niveauet spændte vidt – fra klasse 1 hunde med nye førere til landsholdsemne og erfarne førere. Det bliver jo så en større udfordring at lave baner. Man kan nemt få en hel dag til at gå på bare en bane, så der skal bare at få lavet nogle sektioner med lette flows og nogle mere udfordrende, hvor kun fantasien sætter grænser for banesektionerne 😉

Et par stykker overnattede på pladsen, og om aftenen gik alle vores hunde frit rundt. Lille Lassie (en sheltie-han på 16 måneder), så et stort idol i Kopy, så hvor Kopy end var, var Lassie også – Kopy fandt sig i rigtigt meget, og når Lassie hoppede op i hovedet på Kopy, løftede han bare hovedet – det så ud som om, han nød at blive feteret 😉

Om aftenen var vi på stranden og Kopy var kæk nok til at gå ud i vandet. Han stillede sig så langt ude, at maven lige rørte vandoverfladen – så var der dømt nedkøling, for det havde godt nok været varmt. Da han kom op af vandet, var han helt i hopla og løb rundt med halen mellem benene og ville have de andre hunde til at løbe efter sig 🙂

Søndag var endnu varmere end lørdag, og nu har jeg lært at huske, at det er en smart idé at smørre solcreme på tæerne – for solskoldede tæer i sko er ikke et hit 😉

Elliot blev passet hos bedste-vennen Fabi (og Lone & Lars). Elliot elsker at være hos dem, og
han har rigtigt hygget sig. Elliot er et stort hit blandt vennerne, for Fabi vil kun kæles af folk han kender godt, men Elliot vil jo gerne kæles af alle og enhver 🙂
Om aftenen havde Lars ligget på gulvet. Elliot havde lagt sig ved ham et par gange, men den sidste gang var han så kær, da han lagde sig sådan, at Lars og ham lå pande-mod-pande – rigtig mandehygge 😉