I dag har jeg været til Klasse 1 stævne i Roskilde med Kopy. Rigtigt dejligt, at der er lavet et stævne kun for nye hunde – og det var et rigtigt godt arrangement og vel tilrettelagt – så tak for en god dag 🙂
Vi skulle starte med at løbe en spring klasse 1, og jeg ville prøve at handle Kopy lidt anderledes end jeg plejer – og det kørte bare fantastisk flot – Kopy havde de mindste buer og var ikke i tvivl om, hvad han skulle – og selv slalom tog han rigtigt 😀 Men hvad sker der så?! På hjemturen bliver jeg lidt tøvende, hvilket får Kopy til at rive næstsidste forhindring.. doh!
Næste løb var et agility klasse 1 løb, og der kørte starten bare så flot. Ingen buer, godt tempo og fremadrettethed. Alt gik godt indtil slalom – hvor Kopy løber ud midtvejs (fordi der starter fødderne på slalom, og når han træder på dem, mister han koncentrationen/rytmen). Jeg tog slalom om, men Kopy smutter ud ved næste-sidste port, tager slalom igen – det samme sker, tager slalom igen – det samme sker, men her styrtede han videre og tog næste forhindring, så vi blev disk’et. Jeg kalder Kopy tilbage og han tager slalom flot tilbage 🙂
Tredje løb er igen et spring klasse 1 løb. Efter tredje forhindring får Kopy en stor bue, for han får øje på slalom og han styrer derhen, men jeg får ham kaldt hen til den rigtige forhindring. Resten kører rigtigt flot. Igen indtil slalom, hvor han har lidt for meget fart på, så han kommer fint nok ind i den rigtige port og næste port, men mister rytmen ved tredje port.
Fjerde løb er igen et agility klasse 1 løb. Kopy var ved at tyv-starte, så jeg tvivler lidt om jeg skal lade ham løbe eller ej, men han står nu lige foran første spring, så jeg starter ham. Men det skulle jeg aldrig have gjort, for så blev starten lidt febrilsk. Kopy får øje på slalom, men han skal i tunnellen, som han så løber ind i, for at vende om igen og løbe ud og ind i slalom – rigtig klasse 1 hund 😀 Jeg starter ham helt forfra – og så løber han banen helt fejlfrit – dygtig hund 😀
Så alt ialt er jeg rigtig godt tilfreds med vores løb – selvom vi ingen oprykningspinde fik.
Skriv et svar