Jeg har villet vente med at starte med spring-teknik-øvelser indtil Sookie synes et enkelt spring er spændende og har forstået, hvad der forventes af hende (og det er, at hun løber imellem springstøtterne 😉 ).
Jeg startede med at stå lige ved siden af springstøtten og vente på, at Sookie nærmede sig den – og så belønning. Kriteriet for godbid blev hævet til, at den først blev givet, når hun havde passeret støtten.
Det tog ikke mange godbidder, så jeg flyttede mig længere væk fra springstøtten og kastede en godbid (på modsatte side), når hun nærmede sig springet. Og efter et par gange, gik hun selv imellem støtterne (med en overligger sat i en højde på 5cm over jorden). Mere trænede vi ikke denne dag.
Næste gang jeg stillede springet op, gik Sookie hen imod det, og jeg kastede legetøjet på modsatte side. Herefter begyndte Sookie selv at løbe over springet – og jeg kastede legetøjet, når hun var imellem springstøtterne.
Jeg lagde ikke legetøjet ud, for jeg vil have, at Sookie forstår, hvad det er, der udløser godbidder/legetøj. Lægger jeg legetøjet ud og sætter hunden foran springet, vil springet bare blive en “bump” på vejen og det er ikke springet, der er fokus på.
Senere øgede jeg afstanden hen til springet og nu kan vi stå 5 meter fra springet, og hun søger det selv – også fra flere forskellige vinkler 🙂
Jeg skal da lige huske at sige, at hver gang sluttede jeg af med, at Sookie sidder foran springet og jeg går om på modsatte side – jeg stopper op i flere forskellige afstande (2 – 20 meter) og kaster legetøjet. Sookie er så sej, så hun bliver siddende – og jeg går tilbage og roser og leger med hende (med et andet stykke legetøj). Jeg træner “bliv siddende foran springet” for at hun også lige skal lære, at man ikke altid på eget initiativ må tage springet.
I dag prøvede jeg at sætte 4 spring op (overligger på 5cm) i en afstand på 1,8 meter. Mens jeg gik og satte springene op, kom der en anden hund løbende hen til os – Sookie kiggede bare på den, og gik så hen og stillede sig imellem to af springene. Hold da op, hvor blev jeg overrasket – normalt ville hun have givet sig til at lege med den – men nu ville hun hellere lege med mig 😀
Springteknikøvelsen gik simpelthen så fint – der var fuld fokus på opgaven, og Sookie sprang så fint – og der var også god fart på. Sikken dygtig hund 🙂
Skriv et svar