I weekenden har jeg deltaget i et hyrdekursus ved Jette Friis-Jensen på Lolland. Jette kender Sookie ret godt, da hun jo var Jette’s hund indtil Sookie var et ½ år gammel og derudover har vi trænet på fangefold hos Jette. Og det er jo fedt, for så skal der ikke bruges tid på at lære os at kende 🙂
Sookie var først på fangefolden igår. Karina har en stor fangefold (på 20m i diameter), hvor fårene kan bevæge sig rundt i og hundene får alligevel fornemmelsen af, at de kan flytte fårene. Sookie var så artig til at lægge sig på kommando og gik rigtigt fint i balance – jeg havde dog lige en udfordring i at kalde hende væk fra fårene 😉
Jette synes Sookie var moden nok til at komme på de løse får – men jeg følte mig ikke helt klar til det.. eller jo, det gjorde jeg – men jeg ved, at jeg ikke slapper helt af førend jeg ved, at hunden ikke kommer for tæt på fårene, så de første par gange går jeg rundt som et stift bræt.
Første gang på de løse får, var Karina med for at holde fårene og holde Sookie væk, hvis hun skulle komme for tæt på. Sookie gjorde det faktisk ret flot – hun holdt en okay afstand – men det hele gik i et meget højt tempo (hold op, hvor den lille hund kan bevæge sig hurtigt samt vende hurtigt!), dog uden på nogen måde at stresse fårene. Jeg glemte at blive ved med at gå, men har det med at stoppe op for at se, hvad hunden vil gøre.. og det forvirrede Sookie.
I dag startede vi igen på de løse får, og Sookie holdt en rigtig flot afstand – det så vildt godt ud 🙂 Sookie løb helt rigtigt om i balance og jeg kunne snildt få hende til at lægge sig. Og her var det lidt svært ikke at smile, for kom hun lidt for tæt på fårene, lagde hun også hovedet helt ned i græsset, når hun lå ned – så man kunne næsten ikke se hende 😉
Jette skulle lige rette lidt på det jeg gjorde, og mens hun fortalte mig, hvad jeg skulle gøre, begyndte fårene at sive væk. Sookie lå ved siden af mig, men pludselig blev det for meget for hende, at fårene var gået så langt væk, så hun sætter af efter dem. Men afstanden var for stor og hun er ikke erfaren nok til at kunne hente dem på afstand, så hun fik delt fårene. Et af fårene løber væk og Sookie sætter efter og prøver at stoppe den ved bare at løbe ind foran den – andet gjorde hun ikke. Jeg fik stoppet Sookie. Men derefter gik det bare så godt, for nu har jeg set, at hun intet vil gøre fårene, og så kan jeg slappe af 🙂
Sidste gang vi var på får, var vi selv uden hjælp. Og det gik bare så strålende! Jeg var total afslappet og følte at jeg havde hyrdet med Sookie i mange år – Sookie holdt en rigtig god afstand, placerede sig rigtigt, lagde sig ned, når jeg bad hende om det (dog ikke, når jeg sagde det, når hun ikke var i balance), og jeg kunne snildt kalde hende væk fra fårene – ja, det er svært at få armene ned igen 😀
Ja, jeg glæder mig til vi skal ud og hyrde igen – hvilket heldigvis er snart – i overmorgen 🙂
Det ser fantastisk ud Carina…. hun er en stjerne din skønne Sookie!!!