Lidt lydighedstræning…

Nu hvor Kopy har det så godt, så må han jo hellere få nogle udfordringer, så den stod på lidt lydighedstræning med ham og Elliot i dag. Jeg startede med at sende Elliot ud til en dåse nogle gange, hvorefter han fik bolden. Kopy stod og kiggede nysgerrigt på og han fik så sin egen bold (abehånd). Lidt sjovt at se begge hunde simultant hoppe rundt og ruske i bolden, så den flyver fra side til side 🙂

Med Kopy fik jeg trænet :

  • fremsending til en dåse, hvor Kopy skal løbe ud og stille sig og vente der,
  • fremsending til en musemåtte, hvor Kopy skal træde på måtten,
  • plads-øvelser, 1-skridt-frem-øvelser, hvor det bare gælder om at lære hvor plads er,
  • fælles sit og dæk sammen med Elliot, hvor jeg går 5m væk og står i ca 30 sek,
  • næseprøve, med de rigtige træ-næseprøver. Jeg havde lagt 4 + den med fært ud og Kopy skal bare markere den rigtige (og her huskede jeg at stille mig med vinden i ryggen, så færten ikke vil komme Kopy i møde),
  • finde-dåse-i-højt-græs-og-markere-ved-dæk, hvor jeg lægger en dåse med godbidder ud i græsset og så skal Kopy finde den og lægge sig ned
  • og at lege med en bold og aflevere…. det er vi ikke så gode til endnu…

Jeg fik ikke trænet så meget med Elliot, andet end hans yndlingsøvelser (fremsending, næseprøve og fælles dæk og sit), for efter et stykke tid, hvor han har leget med bolden, så er han startet på at blive en border collie, når den er værst: kan ikke lave noget, hvis ikke bolden er indenfor syne… efter han er blevet pensionist, gælder de gængse regler ikke mere for ham (ifølge ham selv!) og man gør hvad man har lyst til… Det er nu lidt sjovt 😉