Elliot og Kopy har været på får

Da jeg var oppe og besøge Jette, fik hundene prøvet at komme på får. Det var noget af en oplevelse for hundene – og mig 😉

Kopy på får

Det er jo så første gang Kopy har været på får og det var vildt imponerende at se ham arbejde. Kopy var på fangefolden, dvs. en cirkelformet indhegning, som fårene går inde i, mens Kopy løber udenfor hegnet. Kopy var dybt koncentreret og arbejdede med enorm fart, men alligevel roligt om fårene, når han stillede sig i position. Kopy var også kanon hurtig til at gå i balance, dvs. placere sig lige overfor mig, som han skal.
Fårene fandt hurtigt ud af, at de bare kunne stå stille i midten af folden, så derfor sender Jette mig ind til fårene for at få dem til at bevæge sig noget mere (åh nej, tænker jeg, for får er ikke mit yndlingsdyr 😉 ). Kopy klarede også denne udfordring med “vildere” får til bravour. Og da jeg på et tidspunkt stopper op og fårene også står helt stille, lægger Kopy sig ned – dvs. han allerede nu kan overskue, hvornår han skal være på!

Elliot ville også gerne deltage, så han fik lov til at løbe med om folden sammen med Kopy. Elliot strålede som en sol og synes det var vildt sjovt at hoppe rundt og gø ad fårene. Kopy ignorerede fuldstændig Elliot og arbejdede bare videre. Jeg stopper Kopy, for han var nu blevet temmelig forpustet og mens jeg binder ham af, så han kan slappe lidt af, fortsætter Elliot med at hoppe og gø. Men pludselig – let og elegant – springer Elliot over det ca 1,2m høje hegn uden at røre det og står nu inde ved fårene. Elliot stiller sig dog bare op og kigger på dem og fårene vender sig bare om og kigger på ham, for de kunne godt se, at han bare er en gammel “fjolliot”. Men dejligt med så lydig en hund, for det var bare at kalde på ham, så kom han med det samme 🙂

Jette synes Kopy udviste alle de egenskaber man kan ønske sig af en hyrdehund – men jeg har (pænt sagt) meget, meget at lære endnu 😉