Vejret er jo strålende i dag, og så er en tur i Dyrehaven bare skøn. Da vi skulle til at gå ind gennem de store røde porte, tænkte jeg, at det ville være dejligt at have to velopdragne hunde med – og jeg skal da love, at det indfriede de begge over al forventning 😀
Vi gik først en kortere tur til Bakken. Denne gang valgte jeg ikke at gå ind, hvor det store dragehoved kommer svingende imod en, men tog næste indgang. Vi kom ind og Elliot så ud til at tænke: “mange mennesker = mange klap“, så han begyndte at charme sig ind hos folk vi mødte. Kopy var fuldstændig ligeglad med al postyret og snusede bare til træerne, stenene og skraldespandende, hvor andre hunde havde lettet ben op ad. Han var også fuldstændig upårørt, da vi stod i kø ved vaffelhuset, og toget ikke kunne komme forbi for dem, der stod bag mig i køen og det derfor begyndte a ringe med klokkerne, mens togføreren råbte.
Vi gik stille og roligt rundt, Elliot ledte efter mad og Kopy snusede og begge er ligeglade med de mange mennesker og deres jublen/skrigen i forlystelserne. Dog er Kopy blevet ret god til at spotte de søde 10-årige drenge: i køen til en is-bar står en dreng, Kopy kigger på ham og går hen og sætter sig lige ved siden af ham. Drengen kigger på ham og rækker hånden ud mod ham. Kopy krabber hen til ham og lægger hovedet op ad hans lår – ja, kæl mig så 🙂
I Dyrehaven mødte vi en flok dådyr, der lige foran os løb over stien (hundene kiggede bare på dem, men da vi nåede til det sted, hvor de havde løbet over stien, ville Kopy dog gerne følge deres spor) og derudover mødte vi mange cyklister, på deres larmende cykler, prustende løbere, børnefamilier, heste susende forbi i gallop, og hestevogne – kun en enkelt gang reagerede Kopy, og det var da en af hestevognene kørte forbi, og passagererne sagde: “åhh se, de søde hunde!” – Kopy kiggede undrende på hesten og det så ud som om han tænkte: “Kan heste tale?” 🙂
Skriv et svar