Agilityafslutning

Det var sidste gang til træningen i ridehallen for denne omgang og derfor blev der afholdt afslutningskonkurrence. To baner på klasse 2 niveau blev sat op og vi skulle starte med banen, der bestod af flest spring og vippen. Banen krævede et par gange, at man skiftede bag hunden – men ingen problem der, for det var lige før en tunnel. Kopy løb banen så flot – god fart, vendte rigtigt efter springene og jeg kunne skifte bag ham uden at han mistede fokus på banen – ja, ser vi bort fra slalom, så løb han banen helt fejlfrit 😀

Næste bane havde et par “giftige” momenter – efter balancebommen lå tunnellen lige fremme, men hundene skulle til højre over et spring – og Kopy styrede direkte mod tunnellen, men da jeg kaldte, vendte han på en tallerken og kom over springet. Da han skulle i tunnellen, blev han forvirret over tunnellen fra den anden bane, der også lå i et U, men med indgang på modsatte side. Kopy stoppede op imellem dem og prøvede at greje, hvordan den forhindring nu skulle tages. Han stopper op og søger så den rigtige tunnels indgang – men jeg løber lidt for tidligt, så han vender sig om i tunnellen og kommer farende ud igen og når at tage et par forhindringer… så vi blev disk’et… resten af banen løber han rigtigt flot og tager endda 7-8 porte i slalom (af de 11 porte).

Da vi var færdige, prøvede vi at løbe banen igen – og ser vi lige bort fra, at Kopy kun tog 8-9 porte i slalom, så løb han også den bane fejlfrit 😀

Men med 2 disk’er, så rakte det ikke lige til en placering på præmieskamlen 😉