De sidste par gange til hyrdehundetræningen har jeg været den eneste, der kunne komme. Det har været så givende, at få så meget træningstid helt alene 🙂
De sidste par gange har fokus på træningen været fradrivning og sidekommandoer (altså at få Kopy til at flytte sig enten til højre eller venstre) samt udløb.
Kopy er ved at være rigtig sej til fradrivning (ja, det kan jeg jo sagtens sige, for jeg ved ikke så meget om det – andet end, at fårene flytter sig for ham, og han går i et tilpas tempo og afstand bag dem 😉 ). Nu er højre/venstre kommandoerne ved at blive bygget på, så fårene kan blive fradrevet i en lige linie, og derudover skal kommandoerne bruges at få hunden dirigeret til at få fårene i fangefolden.
Igår skulle jeg for første gang prøve at dirigere Kopy til at få fårene i fangefolden (en fold på ca 2 * 3m). Det gik over al forventning, selvom Kopy endnu ikke kan højre/venstre kommandoerne fuldt ud – men kropssproget forstod han, så han flyttede sig i den retning. Dog var der et enkelt får, der nægtede at gå ind i folden. Men det stod op ad hegnet, dog på den anden side, og siden det var aller første gang vi prøvede det, vil jeg alligevel se det som en succes 🙂 Jeg gik dog en meter ind i folden, hvilket man ikke må til en konkurrence.
Næste forsøg gik også godt, men denne gang ville jeg blive stående ved lågen, som man nu engang skal til en konkurrence. Det gik simpelthen så fint, fårene blev drevet direkte mod folden og løb ikke forbi eller væk igen. Dog gik fårene ikke helt ind i folden, så to stod sådan set lige der, hvor lågen ville lukke i. Jeg ville have Kopy til at komme nærmere, så han kunne flytte dem helt ind i folden, men i det samme, stamper et at fårene i jorden – den kigger dog ikke på Kopy, men står med siden til. Kopy kommer et par skridt nærmere, men den stamper igen i jorden. Og mens jeg står der, og overvejer hvordan jeg skal håndtere situationen, så løber Kopy rundt og stiller sig foran den og hopper engang – det skal jeg da love for, at det fik fåret til at flytte sig – dog i den forkerte retning, så jeg blev nærmest løbet ned af den. Og ud fulgte resten af fårene… lige ved og næsten… arghhh 😉
Det var sådan set rigtigt af Kopy, at fortælle fåret, at det er ham, der bestemmer.. det var dog ikke lige i den situation, at han selv skulle løbe væk fra hans position.. så det der med at få fårene i fangefolden – der er ikke nemt!
Jeg trænede så på vendinger og udløb, for at få givet Kopy nogle successer. Han er blevet rigtig god til at løbe i en stor bue udenom fårene og tildrive dem i et roligt tempo. Så nu skal vi bare have trænet på at øge afstanden – lige nu får det fint med ca 30-40 meter, så der er stadig lidt vej til de 75 meter.
Men sjovt er det ihvertfald. Og det samme synes Kopy, for han vil ikke med hjem 😀
Skriv et svar