Hyrdekursus

Jeg har været så heldig at få en plads på et hyrdekursus ved Erik Holmgaard, som Charlotte Lyngholm har arrangeret. Jeg har kun hyrdetrænet med Kopy to gange i år, men det er ikke Kopy det er et problem for, men mig.. jeg glemmer utrolig nok hvad der er ‘come bye’ og ‘away’ 😮

Jeg havde stået og kigget på flere af de andre, der var nået væsentlig længere end os.. og pludselig begyndte jeg at tvivle på, om det nu også er en god idé at have meldt mig på kurset.. det er et fremmed sted og fremmede får.. Heldigvis forsvandt al usikkerheden, da jeg skulle på – Kopy er så cool, en fantastisk “begynder-hund”, han tager det bare helt roligt (nogle gange dog lidt for roligt 😉 ), men det giver mig lige et sekund til at tænke mig om i – og det har jeg skam brug for 😉 Det er absolut ikke som med agilityen, hvor jeg reagerer instinktivt – her føler jeg mig af og til lidt tung i reaktionerne 😉

Efter jeg startede med at fradrive (Kopy driver fårene væk fra mig), har udløbene (Kopy skal løbe ud og om på modsatte side af fårene og drive dem ned til mig) ikke fungeret. I stedet for at løbe om på den anden side og hente fårene, løb han direkte mod dem.. Og det har jeg ikke kunnet få til at fungere igen.

Da det første Erik siger til mig er: “sikke en flot hund” tænkte jeg, hold op mand, er vi så ringe, at det eneste positive der er at sige, er at min hund er flot? 😀
Men sådan forholdt det sig heldigvis ikke. Jeg fik nogle tips til, hvordan jeg skulle få Kopy til at blive ude i buen rundt om fårene og ikke løbe ind – og det virkede bare! Jeg er vant til at gå baglæns når vi driver, men Erik gik med ryggen til får og hund. Det forstod jeg ikke helt, så jeg fik forklaringen, at han holder øje med hunden ud af øjenkrogen og at fårenes afstand til ham fortalte ham, om hunden er for tæt på. Hold op det var svært for mig, at “give slip” og gå med ryggen til fårene og lade Kopy selv styre showet – men Kopy voksede bare med den tillid jeg herved udviste ham 🙂

Ja, jeg fandt ud af, at min hund faktisk kan meget mere end jeg lige troede. Det er tydeligt at se, når Kopy finder ud af, hvad det er jeg vil have ham til, så bliver han mere selvsikker og sætter mere fart på – jeg er glad for, at det er i den rækkefølge og Kopy er så nem og styrbar på fårene, at det gør det nemt for mig også 🙂

Et alletiders kursus. Dejligt med en instruktør, der tager udgangspunkt i hundens (og førerens) niveau. Jeg glæder mig allerede enormt til næste kursus!