Hyrdekursus nr 2

I dag har jeg igen været på hyrdekursus ved Erik Holmgaard. Jeg skulle egentlig også have været afsted igår, men meldte fra, da Kopy havde været halt efter sidste træning. Jeg ville være helt sikker på, at han var helt klar og ventede derfor til i dag.

Første gang jeg var på, synes jeg det var gået lidt tilbage for os – eller ihvertfald som vi var inden sidste kursus. Kopy holdt ikke en stor afstand til fårene og han var sådan set lidt fræk – altså tog initiativer selv… Så jeg fik at vide, at jeg skulle skrue bissen på. Det er dog lidt af en balancegang med Kopy, for han er ikke vant til at blive skældt ud, og får man ikke timet det rigtigt, så han forstår, hvad der er forkert, så sætter han farten helt ned – ja, så traver han rundt :-/

Kopy havde ikke helt den samme respekt for min “out” kommando, som når Erik sagde den (min spæde stemme set i forhold til en manderøst 😉 ). Derfor foreslog Erik, at jeg skulle tage papirssækken, der var rullet til en pølse, og slå den på mit ben, så den støjede. Næste gang jeg var på, blev jeg udstyrret med papirs-“køllen” som en anden Flintstone 😉 Men det hjalp, Kopy holdt sig nu ude. Han har dog fået den ide, at for at få fårene til at flytte sig ved optaget, så skal man springe frem. Det tror jeg han er holdt op med nu, da “køllen” kom flyvende. Kopy dæmpede sig straks, men det betød også, at han begyndte at trave. Erik stillede sig væk fra mig og fårene, og så skulle jeg prøve igen selv. Nu satte Kopy tempo på, og begyndte at gallopere rundt og gjorde det ganske godt 😀
Dejligt, for satte han ikke tempoet op, må jeg se mig om efter en anden hobby – hundetravløb måske 😉