Kondition, Flatwork & hvalpeagility

Kondition
Sookie er i en rigtig god form og hun er rigtig god til selv at holde sig i den gode form 😉 Hold op, for nogle veludviklede muskler hun har i baglårene!
Hun får leget med rigtig mange hunde og flere af dem er god for en spæner. Terrænnet er ret kuperet, hvor vi normalt lufter og græsset er højt udenfor stierne, så Sookie springer/løber i det – når hun skræmmer fuglene væk… Det er dog kun skader og duer, der skal jages.. og så lige måger i fuld fart:

Sookie jager måger væk

Og så kan hun stadig godt lide at løbe – stærkt:

Missilet Sookie

Missilet Sookie


Flatwork
Når jeg leger med Sookie, er jeg nu begyndt at introducere nogle flatwork øvelser (flatwork er den ‘handling’, der foregår mellem forhindringer i agility – såsom at man tager imod hunden, skifter bag og skifter hastighed). Man kan med stor fordel træne flatwork før man starter på agility og lægge basis for sin ‘handling’ herved (så får man adskilt indlæring af forhindringer og ‘handling’).

Det første hun har lært, som ligger til grund for mange øvelser, er at dreje rundt om sig selv (hun kan dog ikke på kommando endnu, men kun ved at blive ført med hånden). Fører man hunden langsomt rundt, er det en god øvelse for smidigheden. Og kan hunden denne øvelse, er det nemt at lære den elefant-tricket. Men, denne øvelse ligger også til grund for at træne tag-imod og skift-bag hunden (altså uden brug af agility-forhindringer).
Da jeg lærte Sookie “skifte-bag”, startede jeg først med at have hende på min ene side (fx venstre) og så vende imod hende mens jeg leder hende til at dreje væk fra mig og rundt, for så at stå med hende ved min anden side (højre) – når hun har forstået dette, begynder jeg at gå, når jeg gør det, og tilsidst løber vi.
At træne “tage-imod” gør jeg på tilsvarende vis – men istedet for at få Sookie til at dreje væk fra mig, drejer jeg hende imod mig.

Når jeg træner fremsending, løber jeg altid med, for jeg vil gerne have en hund, der reagerer på mit temposkifte og ikke bare fortsætter med at løbe frem, når jeg står stille. Grunden til dette er, at ofte når vi skifter tempo på agilitybanen, så er det fordi hunden skal dreje og det vil jeg gerne have min hund til at forstå fra starten.

Jeg er ikke kommet så langt med at træne temposkifte. Nu er jeg først lige gået igang med at træne circle work (hvor man løber i en cirkel og enten har hunden på yder eller indersiden af cirklen). Derudover løber jeg lige frem, hvor Sookie skal blive på enten den ene eller anden side af mig – og ikke noget med at skifte side bag mig eller foran mig (hyrde-stoppe mig). Her har jeg varieret det en del, for jeg vil ikke have, at hun skal tro, at hun kun må løbe ved siden af mig – så derfor kaster jeg legetøjet frem, når vi løber. Hertil er vi nået 🙂

Sookie har allerede luret, hvornår vi leger i parken. Normalt, når jeg slipper hende i parken, løber hun afsted og skal se, om der er nogle fugle bag buskene. Men her i eftermiddags havde hun set, at jeg havde lagt legetøjet i min lomme lige inden hun fik halsbånd og snor på. Da jeg slap hende i parken, løb hun ikke afsted, som hun ellers plejer, men vendte sig imod mig, satte sig og logrede meget energisk med halen og var klar til at lege 🙂

Hvalpeagility
Jeg har tilmeldt Sookie til hvalpeagility i KAF. Sookie er nu næsten 9 måneder gammel. Og jo, jeg har flere gange har ytret, at jeg ikke har travlt 😉 Grunden til, at jeg har tilmeldt Sookie træning er, at jeg ikke træner på et hold med hende. Det mest nærliggende ville have været at tilmelde hende et lydighedshold, men jeg ikke har planer om, at vi skal lave lydighed. Så her på holdet kan jeg få trænet videre på, at hun slapper af, når hun ikke er på – og vænne sig til, at andre hunde laver noget tæt på hende (uden hun skal deltage). Selve agilitydelen er her i starten det sekundære 😉