Efter at have trænet hunde i 20 år nu, er det yderst sjældent, at jeg står i en situation, hvor jeg tænker: “holy moly, hvad gør jeg nu?!”. Jeg plejer normalt hurtigt at kunne finde en anden vinkel på træningen/situationen. Men nu hvor jeg nævner det, er det jo selvfølgelig fordi jeg lige har haft “holy moly” oplevelsen 😉
Hvor jeg lufter, er der en mur rundt om vendepladsen. Muren, der minder om et Ω-tegn, er ca 80 cm høj (ind mod vendepladsen og på modsatte side op med 2 m hvor den runder), 40 cm bred og der er fliser, der har en meget ru overflade, på toppen. Som en lille udfordring på gå-turen, har først Elliot og så Kopy løbet oppe på denne mur. Og nu skulle det være Sookies tur til at løbe på muren.
Jeg løftede Sookie op på muren, og hun begyndte at gå – uden tøven. Da vi nåede hen til stedet, hvor der er langt ned på modsatte side, tøvede hun lidt, men gik videre – vi nåede ned til modsatte ende, vendte om og gik turen tilbage. Masser af ros 🙂
Nogle dage senere, skulle Sookie for anden gang prøve at gå på muren. Jeg løfter hende op, og hun begynder straks at gå. Hun tøvede lidt igen, hvor der er langt ned, men gik videre til enden og tilbage igen.
Tredje gang Sookie skulle prøve den, havde hun leget og spænet rundt og var egentlig lidt træt, men jeg kom lige i tanke om, at det var en uges tid siden hun sidst havde prøvet at gå på muren, så det skulle vi lige nå inden vi gik hjem.
Jeg løfter Sookie op på muren, hun går et skridt, og springer ned. Jeg siger “nej, man springer ikke ned” og bærer hende op på muren igen, hvorefter hun stivner og vil ikke gå videre. Ja, det var så nu jeg tænkte: “holy moly, hvad gør jeg nu?!” og tankerne fortsatte: “hvis jeg bærer hende ned nu, vil hun så bare lære, at man kan nægte noget? Skulle jeg ikke have sagt nej? Jeg må lokke hende, men hvorfor er det lige, at jeg ikke har lommerne fulde af guffer?!”
Jeg prøvede at lokke Sookie til at gå videre og lagde nogle guffer – hun flyttede sig frem med micro-små skridt. Jeg kunne godt se, at med det antal guffer jeg havde tilbage og det antal det havde krævet at få hende til at gå en halv meter, så ville der ikke være til mere en 1½ meter. Så hvad gjorde jeg så? Jeg er ikke altid helt så tålmodig, så jeg prøvede at skubbe bagpå – hun flyttede sig to skridt frem og jeg gav hende en godbid. Jeg skubbede hende igen og gav hende en godbid. Men så tænkte jeg: “hvordan mon lige hun tackler at blive tvunget til noget hun ikke vil? Mon hun ikke har tillid til mig mere?” Jeg prøvede så at lokke hende igen (uden at skubbe) og hun gik nu selv frem et par meter og stoppede så. Jeg skubbede lidt på igen og hun gik videre. Da vi nåede til punktet, hvor muren knækker 90° stoppede vi og vendte om og gik tilbage.
Turen tilbage gik noget lettere og Sookie gik stille frem. Vi når tilbage til startpunktet, jeg skamroser hende og jeg bærer hende ned og så skynder vi os hjem. På vejen hjem tænkte jeg om jeg nu havde ødelagt noget og var glad for, at det “bare” var muren, som hun ikke behøver at gå på mere.
Der går en uges tid, og vi kommer forbi muren igen. Jeg havde ikke tænkt, at Sookie skulle gå på den igen, men hun løber derhen og springer op ad den og står med forpoterne på toppen og kigger hen på mig – som om hun sagde: “Hvaa’, bærer du mig op eller hvad?”
Jeg bærer hende op på muren, og så begynder hun at løbe – jeg følger efter, men stopper hende hvor muren slår et knæk og vi løber tilbage igen. Hun får en masse ros, og da jeg skal til at give hende en godbid, så lægger hun sig ned (det er det hun tilbyder, når der er godbidder fremme) og jeg skamroser hende igen og hun får en del guffer. Ja, puha, så havde jeg da ikke ødelagt noget 🙂
Vi tager turen frem til knækket igen, hvor hun får en godbid. Hun vender sig og løber tilbage til enden af muren og lægger sig ned. Hun får selvfølgelig masser af ros og godbidder.
Et par dage efter skal Sookie prøve igen, og da vi går hen imod muren, løber hun igen derhen og stiller sig med forbenene på toppen af muren. Vi løber frem og tilbage et par gange – dog kun til knækket. Farten er nu højere. Hver gang hun kommer tilbage til startpunktet, lægger hun sig ned.
Der går nok en uges tid inden jeg synes hun skal prøve muren igen. Vi går hen imod muren. Sookie løber derhen, stopper op og kigger på muren, går et skridt frem og springer så let og elegant op på muren selv – vildt, muren er jo ca 80 cm høj! Nu spæner hun frem og tilbage – og lægger sig stadig ned for enden.
Så det jeg har lært af dette er:
- Det ikke er så smart, at udsætte hunden for noget, som den ikke er 100% tryg ved, når den er træt.
- At jeg kan lokke Sookie, men hun også kan klare at blive presset.
- At Sookie hurtigt finder en vane (da hun lægger sig ned af sig selv, bare fordi hun blev rost en enkelt gang, hvor hun dækkede).
- At Sookie gerne udfordrer sig selv.
- Og altid at have lommerne fulde af guffer 😉
Selvom det nu ikke lige var så sjovt at tænke Holy Moly, så har hele denne oplevelse givet mig en hel del viden om, hvordan jeg skal træne Sookie. Super fedt – jeg glæder mig helt vildt til vi rigtigt kommer igang med træningen 🙂
Skriv et svar