Vores første hele banegennemløb

Vi holdt afslutning i agility i onsdags, og her skulle vi for første gang løbe en hele spring-bane på 20 forhindringer.. vi startede med at løbe banen igennem fra forhindring nr 12 til 20, derefter nr 1 til 14 og til sidst den hele bane. Banen var en rigtig god klasse 1 bane, med et godt flow og også krævede handling og selvfølgelig også nogle fælder.

Sookie havde ikke lavet andet end at gå tur siden i søndags, så hun var godt tændt på at lave noget 😉 Jeg varmede Sookie op med at handle hende igennem nogle springstøtter.. først bare fremsending og så prøve at skifte bag hende.. det sidste er helt klart noget vi skal have trænet mere på – hun vendte den forkerte vej efter springet halvdelen af gangene.

Den del af banen vi først skulle løbe, gik ikke fantastisk. Da Sookie kom ud af posen, vendte hun sig straks mod mig og fik ikke hentet et spring. Og slalom løb hun rigtig ind i og god rytme indtil anden sidste port, så løb hun ud i en bue og kiggede op på mig.. tog slalom igen, og hun gjorde det samme.. tog slalom den anden vej, og gav hende en godbid, da hun tog den rigtigt – og tydeligt skuffet var hun, for hun forventede at få legetøjet, som hun altid får, når hun har taget slalom.. og jeg kunne se, at det var derfor, at hun løb ud af slalom.. så da jeg tog slalom igen, tog hun hele slalom og jeg løb videre uden at rose hende med legetøjet.. hjemturen sjuskede jeg og hun løb derfor forbi et spring..

Den anden del af banen gik meget bedre. Jeg fik dog presset hende for meget ved en 90° vending, så hun sprang for langt over første spring og rev derfor andet spring ned. Men ellers okay..

Da vi løb hele baneforløbet, kørte det bare.. tror ikke Sookie satte et skridt for meget på hele banen 😀 Jeg fik sendt hende ud og hente nogle spring mens jeg løb på den anden side af nogle spring, og hun tog slalom helt korrekt.. hold op et fedt løb.. armene var svære at få ned.. det føltes slet ikke som vores første hele banegennemløb 😀